Hvis din hund har sukkersyge, er det altid en god idé at kontakte din dyrlæge hurtigst muligt. På denne måde får du professionel vejledning, og sikrer den korrekte behandling.
Selvom der findes sukker i kroppen, vil transporten af sukker fra blodet ind i cellerne være blokeret ved sukkersyge. Cellerne får derfor ingen energi. Mængden af sukker i blodet stiger, og dette overskud udskilles med urinen. Da dette trækker en masse vand med sig, vil hunden drikke og tisse meget mere end normalt. Hjernens sultfornemmelse styres også af sukker, og ved mangel af sukker i hjernecellerne føler hunden kontant sult. På trods af dette ses vægttab, fordi kroppen begynder at forbrænde fedt og protein for at producere sukker og ketonstoffer.
Ved en stor produktion af ketonstoffer ses opkast og stor utilpashed. Dette kaldes ketoacidose. Ketoacidose er en meget alvorlig og livstruende tilstand. Ved en fortsat ubehandlet sukkersyge støder ofte andre sygdomme til. Der ses infektionssygdomme som blærebetændelse, nyrebetændelse eller betændelse i huden, og hunde kan udvikle grå stær på grund af vandindlejring i øjets linse. Sjældent kan ses svaghed eller unormal bevægelse pga. nerve og muskelskader.